Mentalisering i socialpædagogik
Udvikling af mentale færdigheder hos anbragte unge
Bostedet benytter sig tillige af mentalisering som metode, når vi interagerer med andre mennesker, men anbragte unge har ofte nedsat evne til at mentalisere. Evnen til at mentalisere er af afgørende betydning for individets evne til at regulere følelser, selvopfattelse og identitet samt evne til at indgå sunde relationer. Det er derfor af stor betydning at vi har fokus på mentalisering i socialpædagogisk praksis.
Mentalisering er at have fokus på egne og andres mentale tilstande især ved forklaring af adfærd. Mentale tilstande er følelser, ønsker, tanker og behov mv. Teori om mentalisering opstiller en teoretisk ramme om beboerens udvikling samt om konsekvenserne af traumer og omsorgssvigt. Det er afgørende for udvikling af mentalisering, at samspillet mellem beboer og omsorgsgiver er udviklingsfremmende og det forklarer, hvorfor anbragte borgere som ofte har oplevet omsorgssvigt har nedsat mentaliseringsevne. Men mentalisering er en evne, der kan udvikles. Det giver positive forventninger til disse beboeres muligheder for udvikling.
For at sikre beboernes udvikling har vi fokus på at vi mentaliserer i samspillet med de unge. Evnen til at mentalisere udvikles ved at man selv bliver mentaliseret. Kort sagt vil det sige, at det er vigtigt, at vi som professionelle ser bag de unges ansvar og udforsker hvilke følelser, tanker, behov, ønsker mv., der ligger bag adfærden. Med andre ord så har vi en mentaliserende indstilling i samspil med de unge. Også når adfærden er uhensigtsmæssig så forsøger vi at forstå, hvad der gør netop denne adfærd meningsfuld og forståelig ud fra de mentale tilstande, der ligger bag.
At vi som professionelle har en mentaliserende indstilling i forhold til de unge er med til at udvikle:
- Evnen til at mentalisere.
- Evnen til at regulere følelser. Selvudvikling herunder identitet.